Sådan opdages indeklimaproblemer

Pas på huset og familiens helbred!

Vi opholder os inden døre næsten 90% af tiden. Derfor har luften i vores bolig stor betydning for vores trivsel og velvære. Et godt og sundt indeklima med frisk luft påvirker os positivt. Vi føler os bedre tilpas og får større overskud.

Dårligt indeklima

Et dårligt indeklima opstår, når vi ikke får luftet ud så ofte, som vi burde (2-3 gange om dagen i 10 minutter). Nogle af de tydeligste tegn er fugt og dug på vinduer og i værste fald fugtskader, som kan medføre råd og skimmelsvamp i boligen.

Dårligt indeklima kan give søvnproblemer, hovedpine, utilpashed, koncentrationsbesvær og ikke mindst kan det føre til alvorlige helbredsproblemer med astma og allergi.

De senere år har myndighederne løbende skærpet kravene til energiforbruget i nye boliger. Det betyder at mange huse er så tætte, at vi hurtigt får alvorlige problemer med fugt, hvis vi ikke sørger for at få luftet grundigt ud.

Først går det ud over familiens trivsel og helbred, fordi for høj luftfugtighed øger forekomsten af husstøvmider og skimmelsvamp. Senere går det ud over selve bygningen, som bliver angrebet af råd og svamp.

Et behovsstyret Dantherm boligventilationsanlæg holder luftfugtigheden i boligen konstant året rundt.  

Sådan opdages indeklimaproblemer:

Tjek luftfugtigheden
Et digitalt hygrometer til måling af luftfugtigheden afslører nemt og præcist, om boligen har for høj luftfugtighed. Den relative luftfugtighed skal holdes under 45% RF, hvis vi helt vil undgå husstøvmider. 

Dug på vinduerne
Et sikkert tegn på for høj luftfugtighed er dug på den indvendige side af termoruder, når det er koldt udenfor. Er der mere end 1 cm dug langs vinduesrammerne, så er den relative luftfugtighed for høj. 

Badeværelset
Se efter mugskjolder omkring ventilationsåbningen og skimmelvækst i fugerne mellem fliser i badeværelset. Det er tegn, der peger på, at udluftningen i forbindelse med bad ikke er tilstrækkelig. Det kan være et tegn på høj luftfugtighed i hele boligen.

Væggene
Tapet der løsner sig. Misfarvning, skjolder eller tydelig skimmelvækst. Det er alt sammen sikre tegn på fugt. Det er særlig vigtigt at se efter bag skabe og møbler, som står op ad væggen. Afskalning af puds og maling kan også skyldes høj luftfugtighed.

Andre tegn
Hvordan lugter huset? - Her er det bedst at spørge gode venner, om de synes, der er en lidt muggen kælderagtig luft i boligen. Du kan nemlig sagtens have vænnet dig til en evt. fugtig lugt selv. Døre eller skuffer der binder, kan også være et faresignal. Ligesom vaskepulver, salt, mel o.lign. der klumper, peger på mulige problemer.