Karen Østergaard ny CMO for Dantherm Group

torsdag, august 15, 2019

Skive, 15. August 2019

Dantherm Group har i dag offentliggjort en udvidelse af koncernledelsen, som skal understøtte koncernens ambitioner om også fremover at imødekomme og overgå kravene til opvarmning, køling, affugtning og ventilation fra fagfolk inden for en lang række industrier. Karen Østergaard, Master of Business Administration og Cand. Merc. i strategisk planlægning og markedsføring, tiltræder således en nyoprettet stilling som chief marketing officer for Dantherm Group.

Karen Østergaards hovedopgave bliver at kommunikere og udbygge Dantherm Groups førende position på de meget konkurrenceprægede internationale markeder for løsninger til luftbehandling. Det skal ske ved at strømline og styrke koncernens brandidentitet bredt og i forhold til de enkelte brands ejet af koncernen.

Karen Østergaard er 57 år og har næsten 30 års ledelseserfaring med markedsføring og branding for industrielle BTB-virksomheder, markedsføringsbureauer og fødevareproducenter. Hun har gennem alle årene være optaget af og holdt stramt fokus på kundetilfredshed og kundeloyalitet. Karen har senest været Head of Brand & Concept for BoConcept.

“Min første opgave bliver, i tæt samarbejde med koncernledelsen, at definere, kommunikere og implementere den helt rigtige brandstrategi for hele koncernen på tværs af alle brands og regioner, så vi derigennem fastholder og forbedrer den positive markedsudvikling, som koncernen oplever,” udtaler Karen og fortsætter: “mit mål er altid at effektivisere markedsføringsindsatsen, så vi når ud til så mange potentielle kunder som muligt med budskaber, der italesætter den enkeltes behov. Det gør vi ved konstant at udbygge og dele mere end seks årtiers ekspertviden med vores interessenter,” slutter hun.

Med ansættelsen af Karen Østergaard styrker Dantherm Group arbejdet med de mange muligheder, der fortsat ligger i at udvikle forretningen på eksisterende og nye markeder og gennem yderligere opkøb.

Dantherm blev overtaget af den svenske kapitalfond Procuritas PCI Fund V i januar 2016. Siden er omsætningen i Dantherm Group gennem organisk vækst og opkøb blevet tredoblet til ca. 1 milliard kroner, og Dantherm Group beskæftiger i dag ca. 600 medarbejdere i 14 selskaber i Europa og Kina.

Casper Andersen
President & CEO, Dantherm Group